"DET BATTER" ~ at sætte fokus.....

Social -og sundhedspolitiske emner.

 

Hjælperordningen i ”massesamfundet”.


”… den fuldkommenhed, hvormed det 19. århundrede har organiseret visse grene af livet, bevirker, at masserne, som nyder godt deraf, ikke betragter den som organisation, men som natur. På den måde kan man beskrive og forklare den absurde sjælstilstand, masserne frembyder: det eneste, der interesserer dem, er deres egen velfærd, men samtidig står de ikke solidarisk med denne velfærd. Da de i civilisationens velsignelser ikke ser den geniale opfindelse og den sindrige konstruktion, der skal omgås med stor varsomhed, og som man må sætte noget ind på at bevare, tror de, at deres rolle indskrænker sig til at insistere i deres krav på dem, som om det var medfødte rettigheder.…"

http://www.nomos-dk.dk/konservative/gasset1.html)

Citatet karakteriserer det vi kalder for ”massesamfundet”, som jeg ser dominerer på arbejdsmarkedet, hvor rettigheder som lønmodtager ses som naturgivne og ikke skal kobles til en faglig kamp.


'Hvad er så på spil, når en lønmodtager kræver mere i løn, kortere arbejdstid, m.m.?


Måske er det en egoistisk brug af en fagforenings muligheder, som individ udnytter til at tjene egne interesser - på den anden side vil mange unge ikke være medlem af en fagforening.


Det er sandsynligvis, fordi individet mener, at de rettigheder, individet nu har, er naturgivne - der ikke kan ændres, og jeg som borger bestemmer selv, hvad jeg vil finde mig i.

Massesamfundet har eksisteret siden modernitetens begyndelse samtidig med de borgerlige revolutioner mellem 1700 og 1800 tallet, hvor mennesket ikke har skullet være bundet af religion eller fyrste i sine livsvilkår og valg for fremtiden.


Denne livsfilosofi, som eksisterer i sin grundlæggende form den dag i dag, og har påvirket historien og udviklingen af menneskerettighederne op i 1900 tallet, giver i dag det resultat, at mennesket er sin egen lykkes smed og har ifølge mennesket selv, disse ”naturskabte” rettigheder, uden at føle sig forpligtet til at være solidarisk med det demokratiske velfærdssamfund, som netop muliggør disse rettigheder (se det indledende citat).

Hvordan kan dette så kobles med en handicaphjælperordning (BPA)?

 

Rekrutteringsgrundlaget for Hjælperordning i sin oprindelige form - 1970'erne.

 

Århus modellen har været en ordning, der har haft udspring i en solidaritet med den velfærdsstat, som har været i det danske samfund på det tidspunkt. Unge studerende har været dem, som uden en særligt struktureret ansættelsesform er gået ind som en praktisk hjælp til, at handicappede har kunnet opnå en livsform så normal som mulig - og flytte ud fra de store handicapinstitutioner.

 

Jeg ser, dette fænomen som en udløber af en 68’er kultur, der er slået igennem med sin kritik og modstand mod ”massesamfundet” med sin velfærdsstatslige skabte egocentriske forbrugerisme og lønslaveri.


I en ideologisk skabt solidaritet og humanisering indenfor velfærdstatens rammer, hvor de har været borgere, har det været muligt at skabe gode vilkår for mennesker med vidtgående fysiske handicaps, som har fået mulighed for at have indflydelse på eget liv - og hjælp på deres betingelser.

2015 -  Rekrutteringsgrundlaget for hjælperordningen i sin nuværende form.

 

1968’er kulturen er et minde i dag, og hjælperordningen ud fra et solidarisk livssyn og ideologi har gennemgået store forandringer.

Velfærdstaten er også under stor pres, som jeg ser det, pga. af det store pres, som den er blevet udsat for fra egocentriske ”massesamfunds borgere”, der tænker i egen velfærd frem for alt.


Hjælperordningen overlever under pres fra faglige organisationer og kommuner, som vil indføre institutionsagtige regler og normer, standarder og manualer på området, hvor alt skal være i faste rammer og alt skal gennem et kontrolmaskineri - også borgeren med handicap skal nærmest stå skoleret for at retfærdiggøre de ydelser denne modtager - i håb om, at kommuner og stat kan spare penge, ud fra et økonomisk rationale. Selve de mennesker, der tilbyder deres assistance som handicaphjælper, har for størstedelen krav om regler, standarder og manualer for at ”servicere” borgeren, som jeg (Anna) ser det, ud fra et egocentreret synspunkt og stadig uden solidaritet for den velfærd, de er med til at opretholde.

Solidariteten med borgeren/brugeren med handicap er der ikke længere. Hjemmene bliver i højere grad betragtet som ”arbejdsplads”, som om hjemmet er en institution - indført af bagvejen.

Afrunding.

 

Det kan også siges, at begrebet ”solidaritet” er blevet erstattet af dyrkelsen af begrebet ”ansvar”, hvor borgere i stedet for at være solidale med dårligt stillede mennesker - skal være ansvarlige for eget liv, ansvarlige for kommunernes økonomi og moderere kravene til offentlige kasser, som Foghs regeringens kendte motto; ”vi skal gøre op med befolkningens krævementalitet”.


Dette er bagsiden af ”massemenneskets” forkælede egoisme, som så gør, at der ses skævt til folk, der er nødsaget til at leve af offentlige midler - og i befolkningens ansvarlige øjne - er handicappede på førtidspension og offentlig skattefinansieret hjælperordning en byrde, hvor der helst skal økonomiseres, så ”vi andre” kan slippe billigere i skat.


Spørgsmålet er, om solidariteten i samfundet (og i hjælperordningen) vil vende tilbage som en reaktion på disse tider med massementalitet i selvcentreret form, og hvor nærmest alt defineres ud fra økonomiske rationaler til eget gavn…?


Skrevet af: Antonio Medone, Kandidat Pædagogisk Sociologi og Anna Medone, Formidlingskonsulent d. 19. juli 2015.

                                                                                                               Opdateret d. 25. november 2016.