"DET BATTER" ~ at sætte fokus.....

Social -og sundhedspolitiske emner.

 

Fra verdens bedste ”kronjuvel” – til verdens ”kronruin”.

 

Her vil jeg gerne kommentere på udkastet om lovforslag angående ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn. (Justering af reglerne om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance, herunder indførelse af takstsystem og godkendelsesordning).


Desværre er det mit indtryk, at størstedelen af mennesker med et handicap affinder sig med de lovændringer, der sker inden for § 96. i serviceloven, fordi de enten ikke har ressourcer til at stille spørgsmålstegn ved vilkårene, eller de er bange for at få frataget sin BPA-ordning, hvis de gør opmærksom på de forringelser og indgreb i brugerens hjælpeordning, som lovændringerne giver.


Desuden ser jeg, at de løbende lovændringer og vedtagelser også medfører uhensigtsmæssige arbejdsvilkår for handicaphjælperne.

 

Jeg ser, at det er et ødelæggende indgreb i brugernes selvbestemmelse og frihed, at der kom en vedtagelse om en lovændring af hjælperordningen efter § 96 i serviceloven pr. 1. januar 2009 omkring udvidelse af målgruppen af § 96., dvs. at denne udvidelse har til formål at give mennesker med et fysisk og psykisk handicap en så ”normal” tilværelse som mulig, selvom personerne har et omfattende hjælpebehov.


Yderligere har lovændringen til formål, at give BPA-brugerne mulighed for at overdrage deres arbejdsgiveransvar til en nærtstående, forening eller en privat virksomhed for at lette målgruppens arbejdsopgaver ift. arbejdsgiveransvaret.

Jeg ser ikke, at en offentlig myndighed, faglig organisation eller en interesseorganisation er kvalificeret til at kunne løfte ansvaret at være leverandør til at kunne tilføre en kompetent kursusleder, idet en faglig organisation nærliggende vil have hovedinteressen på deres medlemmers løn- og ansættelsesforhold.

Og en interesseorganisation, som LOBPA efter min overbevisning heller ikke vil være en oplagt leverandør, fordi de er finansieret af Socialministeriet.


Desuden mener jeg ikke, at en bruger skal fratages muligheden for i al fremtid at søge en BPA-ordning, pga. 3 mislykkede forsøg på 1½ år, som en engangsmulighed.

Jeg ser også sådan et kursus som spild af samfundsressourcer, når kommunalbestyrelsen i sidste ende skal vurdere, om brugeren er i stand til at administrere en hjælperordning.

 

Sluttelig skal jeg bemærke, at selv om der har været nogle eksempler på brugere og nærtstående, som har misbrugt deres titel som arbejdsgiver til egen økonomisk vinding, mener jeg ikke, at en myndighed bør generalisere på området og mistænkeliggøre, udøve kontrol og offentlig magt, fordi det vil uvilkårligt fremkalde en unødvendig nervøsitet hos de sårbare BPA-brugere eller den nærtstående, som er deres arbejdsgiveransvar bevidst.

Problematik ang. udvidelse af målgruppen og muligheden for overdragelse af arbejdsgiveransvaret til anden side.


Jeg ser nogle problematikker ang. udvidelsen af målgruppen for § 96. og i muligheden for at kunne overdrage sit arbejdsgiveransvar til anden side.


  • At størstedelen af de psykiske handicappede og mennesker med kognitive vanskeligheder, har som regel svært ved at overskue sin tilværelse og skal have vejledning i at planlægge deres hverdag.

Denne personkreds skal naturligvis også have mulighed for at få en selvstændig boform i en eller anden form med en støtteforanstaltning tilknyttet.

Imidlertid mener jeg, at denne ovennævnte personkreds vil have højere udbytte af at få tilkendt hjælp efter en mere velegnet paragraf end § 96. i Serviceloven.


  • At det foreslået krav i det nye lovforslag om at BPA-brugere gennemfører et kursus, hvor brugerne får 3 forsøg på 1½ år til at bestå kurset og bevise, at disse er i stand til at kunne løfte arbejdsgiveransvaret. Hvorefter kommunalbestyrelsen vurderer, om brugerne er i stand til at kunne administrere en BPA-ordning og er egnet til at kunne varetage arbejdsgiveransvaret, kan i meget få tilfælde være nødvendigt, for at medarbejdernes arbejdsvilkår kan være i orden og for at kriminalitet ift. offentlige midler kan mindskes.


Hertil vil jeg gerne kommentere på ovenstående:


Jeg anser at et kursus på få dage, ikke kan løfte brugerens eller en nærtståendes kompetencer på arbejdsgiverområdet. Imidlertid, ser jeg at en løbende supervision ud fra brugerens egne behov vil kunne løfte kvaliteten på området, uden at brugeren eller den nærtstående skal afkræves bevis for sine kompetencer, fordi det kan få den modsatte effekt, hvor brugerens eller den nærtståendes forvaltning af arbejdsgiveransvaret bliver mistænkeliggjort.

Jeg ser, at supervisionen bør varetages af en erfaren BPA-bruger, som har været arbejdsgiver for egen hjælperordning i flere år.


Desuden skal jeg påpege, at andre selvstændige virksomheder som startes op, kræves der ikke, at arbejdsgiveren skal på kursus, derfor antager jeg, at udfordringen ved forslaget at BPA-arbejdsgiveren skal på kursus ligger til grund for, at personen er under sociallovgivningen, hvor denne er tildelt offentlige midler at administrere.


Jeg betragter kravet i lovforslaget om, at BPA-brugeren eller den nærtstående skal på et kursus af få dage for at være diskriminerende, fordi det signalerer en generalisering af, at brugeren eller den nærtstående ikke er i stand til at fungere som arbejdsgiver på lige fod med samfundets øvrige borgere.


Dette ser jeg som en ”farlig” udvikling og en fordrejning af virkeligheden.


Derudover mener jeg, at det vil blive en særdeles vanskelig opgave for en leverandør at frembringe en kvalificeret kursusleder, som kan afholde sådan et kursus.

Jeg skal gøre opmærksom på, at denne person skal være uvildig på området samtidig med, at personen har kendskab til BPA-ordningen, reglerne inden for arbejdsmarkedet fra en arbejdsgivers side, og denne person skal også kunne rumme de mange forskellige handicaps, som kursisterne uvilkårligt vil være i besiddelse af.

Løn –og ansættelsesvilkår.


Yderligere kom der en vedtagelse om lovændring vedrørende kontant tilskud efter Servicelovens § 95. og § 96. som trådte i kraft d. 1. juli 2009.


Formålet med denne vedtagelse var at tilvejebringe forbedringer i handicaphjælpernes løn –og ansættelsesvilkår.


Med det nye forslag om takstsystem er det ministerens hensigt at forbedre hjælpernes, brugernes og de kommunale sagsbehandleres vilkår, dog ser jeg, at hjælpernes vilkår forringes bl.a. med mht. pension af aften- og nattillæg. Jeg ser at pension af aften –og nattillægget er grundpillen i de døgnvagter der gør en BPA-ordning fleksibel.


Derfor er forslaget om nye takstsystemer i overenskomsten, efter min opfattelse, en måde at inddrage BPA-brugernes frihed.


Jeg mener ikke, standardisering er en mulig løsning på BPA-området, selv om brugernes eget hjem og liv betragtes som en arbejdsplads, set fra de offentlige myndigheders og faglige organisationers optik.


Jeg mener ikke, BPA-ordningen kan sidestilles med andre lignende fagområder, derfor bør der indføres særregler og dispensationer i EU regi.


Som eksempel, burde en hjælper kunne assistere med bl.a. havearbejde, malerarbejde i et rimeligt omfang i hjemmet, kort sagt alle de opgaver som jeg, som borger selv ville påtage mig, hvis jeg ikke havde et handicap.


Jeg er bekendt med, at der er mulighed for at søge tilskud til enkelt merudgift til håndværker i hjemmet eller hovedrengøring udført af en fagperson.


Imidlertid er viljen og ressourcerne hos de enkelte kommuner, som i yder-Danmark ret begrænsede, som Manu Sareen, Ministeren for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold godt er bekendt med, hvorpå der er meget stor sandsynlighed for afslag.


Ud fra mit synspunkt, er en hjælpers arbejdsområde blevet fejlagtig sidestillet med en hjemmeplejer, og det mener jeg, er et farligt skråplan.


Jeg må påpege, at ved at fastsætte regler om at en bruger skal indgå overenskomst, bureaukratiseres menneskeliv, brugers egen livskvalitet og frihed bliver standardiseret efter fortrykte facitlister og manualer.


Når der bliver fastsat kollektive regler gældende for hver enkelt bruger, er det min overbevisning, at faglige organisationer vil udarbejde regler om, hvad hjælperne må og ikke må på vagterne.

Arbejdstidsregler for BPA.


Jeg er udmærket bekendt med, at regler angående arbejdstid er til for at beskytte arbejdstagerne, imidlertid anser jeg, at det er af den største nødvendighed politikerne tænker anderledes, og er lydhør overfor BPA-brugernes erfaringer og henvendelser herom, for at brugeren kan få sin hverdag til at fungere henholdsvis som privatperson, i sit familieliv, foreningsarbejde, uddannelse og på arbejdsmarkedet etc.


Det har også stor vigtighed, at arbejdstidsreglerne bliver ændret, når det gælder BPA-brugernes samarbejde og vagtplanlægning med sine

ansatte, således handicaphjælpernes ønsker kan tilgodeses ift. deres privatliv.


Vedrørende den nuværende mulighed om dispensation fra 11- timers reglen, hvis brugeren har indgået overenskomst, vil jeg gøre opmærksom på, at jeg mener, (uanset om ordningen er under overenskomst eller ej), at EU reglerne om arbejdstid og hviletidsbestemmelse inden for BPA ændres, således at en hjælper har mulighed for at have vagter af 24 timers varighed eller længere.


Erfaringer landet over fortæller, at flertallet af handicaphjælperne efterspørger 24 timers vagter, hvorpå de kan komprimere deres arbejdstid og opnå mere fritid i den anden ende.


Brugere i yder-Danmark vil i særdeleshed være nødsaget til at rekruttere arbejdskraft overvejende fra andre landsdele end nærområdet for at kunne få stabile handicaphjælpere, derfor er det også nødvendigt, at den enkelte BPA-bruger kan tilbyde sine hjælpere vagter af 24 timers varighed eller længere, fordi ansøgere som er udsendt fra jobcentrene i yder-Danmark, kan opleves som værende mindre motiverede end andre ansøgere.


Som tidligere nævnt mener jeg, der bør indføres særregler ift. arbejdstiden, således at BPA-ordningerne besidder den alt afgørende fleksibilitet, da flertallet af handicaphjælpere ønsker vagter af 24 timer af gangen og andre 12 timer af gangen, så brugeren også kan have en ikke institutionaliseret hverdag, hvor andre skal skabe strukturer for borgerne.

Når en hjælper har flere døgnvagter af gangen, giver det mulighed for et sammenhængende familieliv, især når brugerne har børn.


Jeg ser med bekymring på den stigning i tvangsfjernelser af børn af handicappede forældre, som foregår for tiden, med begrundelse i at børn har behov for struktur og forudsigelighed.


Det er også, derfor mener jeg, at hjælperne skal kunne arbejde flere sammenhængende døgn.


Angående arbejdstidsreglen om max. 48 timers arbejdsuge i gennemsnit over en 4 måneders periode, skal der argumenteres for, at reglen er umulig at overholde i praksis i BPA ordningerne.


Nedenstående anfører jeg nogle eksempler.

 

  • Nogle af socialforvaltningerne giver ikke tilskud til at brugeren kan ansætte løse vikarer, som skal have G-dage ifølge dagpengeloven, når denne har haft over 74 timer på en 4 ugers periode. De fleste af socialforvaltningerne giver som udgangspunkt heller ikke tilskud til, at brugeren kan benytte et vikarbureau, når brugeren selv er arbejdsgiver.


  • Personer tager et hjælperjob pga. den fleksibilitet, som i princippet er en del af ansættelsen, men som i praksis ikke er det, fordi hjælperne vil bytte vagter med hinanden eller kun arbejde hver anden uge (for eksempel en alenemor/far).


  • De ansatte ønsker at holde ferie på samme tid, hvor der nemt kan opstå hjælpermangel, som ikke kan erstattes pga. ovennævnte mangel på vikarer og tilknytning til et vikarbureau.


  • Uvilkårligt vil der altid være hjælpere som vikarierer, som ikke kan afgive en anden vagt til en af de øvrige hjælpere, idet denne så vil overstige timetallet, som betyder, at grænsen på de 48 timer om ugen ikke kan overholdes.


  • Når en arbejdsgiver mangler vikarer inden, der kan ansættes en ny hjælper, vil timetallet også overskride de 48 timer ugentligt.


Hertil kunne jeg anføre mange flere eksempler.

Jeg er bekendt med at arbejdsdirektivets regel omkring, at en medarbejder max. må have 48 timer om ugen i gennemsnit over en 4 måneders periode er til for at beskytte medarbejderen.


Jeg mener, at reglen bør ændres til at være en særregel, som giver mulighed for, at hjælperen kan ønske og få mere end 48 timer ugentlig over en 4 måneders periode.


Grunden hertil er, at hjælperen kan opretholde den nødvendige lønstandard uden at skulle have et ekstra job, som vanskeliggør, at hjælperen er fleksibel.

Rådighedstimer.

 

Ministeren skriver i lovforslaget, at kommunerne burde bevilge flere rådighedstimer i tidsrummet mellem kl. 23.00 og kl. 06.00. Det betyder i praksis, at brugeren skal være i seng senest kl. 23.00. Det begrænser brugerens livskvalitet.


Et eksempel kan være, at brugeren vil deltage i fester og nattelivet som andre borgere.

Et andet eksempel er, at brugeren kan have et hastebehov for praktisk hjælp om natten.


Det er ikke rimeligt hverken for brugeren eller hjælperen at skulle skrive ned, hvornår og hvorfor behovet for praktisk hjælp er opstået.


Det er tværtimod ødelæggende for forholdet bruger-hjælper og den gensidige tillid i relationen.


Jeg ser forslaget om rådighedstimer udelukkende som en spareøvelse, som vil have store konsekvenser, både for hjælper og bruger.

uhensigtsmæssig at pålægge en nærtstående et loft i den ugentlige arbejdstid, da brugeren vil opleve trygge rammer og grundlæggende tillid til en person f.eks. fra familien.

Harmonisering og institutionalisering af BPA-ordningen frem for brugernes selvbestemmelse og livskvalitet.


Jeg ser, at BPA-ordningen er blevet mere harmoniseret og institutionaliseret i takt med at målgruppen af ordningen er udvidet, samt at en lille gruppe af BPA-brugere, nærtstående og private firmaer desværre har misbrugt sin titel som arbejdsgiver ved at udføre kriminelle handlinger med midlerne i BPA-ordningen.


Hertil anser jeg ikke det som acceptabelt, at ovenstående er med til indførslen af strammere regler og love indenfor BPA-ordningen, fordi det vil uvilkårligt skabe en mindre fleksibilitet og forringelse i kvaliteten af hjælpen i ordningen for de brugere, der er deres arbejdsgiveransvar bevidst.


Endvidere skal jeg gøre opmærksom på, at det er en uheldig udvikling for brugerne men i særdeleshed også for medarbejderne, at de faglige organisationer, KL, LO og EU kommissionen har fået så stor indflydelse ift. BPA-ordningen.


Dette er i høj grad også med til at dreje ordningen hen mod harmonisering og til at være en institution, hvor der udelukkende bliver jongleret med at finde de billigste og de mest hensigtsmæssige løsninger for de offentlige myndigheder i stedet for at gøre BPA-ordningen mere fleksibel og individuel, hvor hjælpen ydes efter den enkeltes brugers hjælpebehov.


Mange af de politikere, der var med fra starten ved indførelsen af hjælperordningerne, den såkaldte ”Århus model” i slutningen 1970’erne og i begyndelsen af 80’erne, er i dag ude af politik, og jeg ser, at det mest skræmmende består i, at de nye politikere ikke har samme nære forhold til ordningen og forstår ikke dens grundlæggende forskellighed fra f.eks. hjemmepleje.


At sammenligne hjælperordningen (i dag BPA: Borgerstyret personlig assistance), med hjemmehjælp, er fuldstændig ude i hampen. Jeg ser, at det er de faglige organisationer som FOA, der organiserer hjemmehjælpere og andet plejepersonale på institutioner, der udøver sin indflydelse og magt på dette punkt.

Allerede nu er der mange politikere og embedsmænd, der foreslår en sammenblanding af de to systemer, hjemmehjælp og BPA.

Det udgør en kæmpe trussel mod de mange brugere af ordningen alvorligt på deres grundlæggende livsudfoldelse- og betingelser.


En yngre mand med vidtgående fysisk handicap oplevede, at kommunen pludselig ville fjerne den BPA-ordning, som han havde om natten og erstatte den med hjemmehjælp besøg et par gange i løbet af natten.

For ham ville det betyde at i stedet for, at han selv kan bestemme over sine sengetider, skulle han hver dag være i seng kl. 23.00, ellers var der ingen yderligere hjælpe at hente. Fra at selv kunne styre sine toiletbesøg og hvornår han ville stå op om morgenen i weekenderne, blev hans liv skemalagt.


Borgeren fik næsten 50 timer mindre hjælp hver uge, og dermed mistede han en stor del af den frihed, som er hele tanken bag BPA-ordningen. Borgeren indsendte en klage, men da det som regel tager mange måneder (op til 1 år hos Ankestyrelsen) før klager bliver behandlet, måtte han undvære sin hjælp, indtil han fik medhold og sine hjælpertimer tilbage. I sidste ende, tjente kommunen penge på det kunststykke.


Det skal ikke være muligt for kommunerne at spare penge på at teste grænser for, hvor meget der kan skæres i hjælpen, konsekvenserne for mennesker med handicap er enorme, mens for kommuner er der ingen konsekvenser - kun den gevinst, at der spares udgifter så længe sagen står på.


Retssikkerheden for borgerne er under pres som følge af en meget stram økonomi i de enkelte kommuner, hvor det lavest mulige serviceniveau konstant skal afprøves, ved at udnytte at flertallet i Folketinget har signaleret til kommunerne om, at det er i orden at vægte økonomiske hensyn i forhold til faglige hensyn.

For en borger med handicap vil det have enorme konsekvenser.


I dag er beskeden fra kommunerne til borgerne, at så må vedkommende altid klage, men når der kan gå måneder med en klagesag, hvor borgeren står uden hjælp, tjener kommunen altså penge. 


Min holdning er, at politikere bør samarbejde med de enkelte borgere, som kender problematikkerne og ikke kun de nationale interesseorganisationer som her udviser deres magt og indflydelse på politikerne.

 

Til udformning af dette indlæg, har jeg taget udgangspunkt i et brev, som jeg har sendt til Ministeren for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, Manu Sareen, vedrørende mit ønske om, at han vil tage min henvendelse i betragtning i det videre arbejde med lovforslaget og etablere et større samarbejde på dette socialpolitisk område, for at drøfte fremtidens socialpolitik, ud fra mine personlige kvalifikationer.


Ministeren har sendt mig det svar, at han takker for mine inputs på området og vil arbejde på en god løsning for at fremtidssikre BPA ordningen, dog uden at komme nærmere ind på mulighederne for et samarbejde med undertegnede. Det vil måske blive for ”dyrt”…

Nærtstående som hjælper.


Det foreslås, at nærtstående som modtager tilskuddet og som arbejder som hjælper for brugeren, skal have en øvre arbejdstidsbegrænsning på 37 timer pr. uge.


Det vil i min optik være

Dette oplæg er skrevet d. 5. september 2014.











Opdateret d. 3. november 2016.