"DET BATTER" ~ at sætte fokus.....

Social -og sundhedspolitiske emner.

 

Af Realstock/shutterstock.com.


Ikke-handicappedes fremmedgørelse af de ”unormale” borgere.


Jeg har d. 2. juli 2014 hørt et meget tankevækkende indslag på nyheds- og debatkanalen, Radio24syv.

Det omtalte indslag handler om, at i en ny undersøgelse, som Det Centrale Handicapråd har udarbejdet viser, at 90 % af ikke-handicappede mennesker synes, at handicappede mennesker skal have de samme rettigheder i samfundet på lige fod som ikke-handicappede borgere.


Imidlertid ophører ikke-handicappede menneskers tolerance, når en handicappet kommer for tæt på - ja, så undgår de fleste ikke-handicappede det direkte møde med handicappede personer.


Ikke-handicappede mennesker oplever en usikkerhed og forlegenhed, når de møder handicappede mennesker. Desuden har ikke-handicappede ubehag ved kontakten med handicappede, derfor vil cirka 60 % af den danske befolkning som regel sætte sig på et sæde længere væk i toget eller i bussen end ved siden af eller over for den handicappede person.


Det Centrale Handicapråds rapport er lavet i forbindelse med regeringens handicappolitiske handlingsplan og den bygger på cirka 50 undersøgelser henholdsvis fra Danmark og udlandet omkring "almindelige" borgeres holdning til mennesker med handicap.


En lignende undersøgelse fra 2013 viser, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har udarbejdet, at knap hver 3. dansker vil sætte sig ved et bord "lidt væk" på en café/restaurant, hvor der sidder en gruppe mennesker med et synligt handicap.

I undersøgelserne har det også vist sig, at der er forskel på handicap i danskernes optik.

Hvilket betyder, at størstedelen af den danske befolkning vil ikke have noget imod at sidde ved siden af en døv eller blind person.

Det vil være mere problematisk, når vedkommende er spastiker eller udviklingshæmmet.


Ikke-handicappede mennesker vil have mange fejlfortolkninger og misforståelser af, at når et menneske er spastiker og savler, er individet per definition også retarderet.

Det samme gør sig gældende, når en person taler langsomt, må denne ligeledes tænke langsomt.


Det Centrale Handicapråd har ikke på nuværende tidspunkt et bud på, hvad der skal gøres ved udfordringen vedrørende befolkningens berøringsangst overfor handicappede mennesker.

Formanden for Det Centrale Handicapråd

mener, at en del af ikke-handicappede menneskers fremmedgørelse over for personer med et handicap er et resultat af, at handicappede børn og voksne bliver "gemt væk" i særlige børnehaver, skoler, døgninstitutioner, mindre boenheder, boliger, dagtilbud og specielt egnet arbejdspladser.


Politikerne begynder at lave en reducering af døgninstitutioner for handicappede i slutningen af 1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne og begynder at opføre mindre boenheder i almindelige boligområder, således handicappede mennesker kan blive integreret i samfundslivet.

Det er ikke overraskende for mig med de ovennævnte undersøgelsers resultater, da jeg selv møder berøringsangst, distancering og fremmedgørelse fra mine medmennesker i hverdagen.


Jeg vil gerne dele nogle episoder med jer fra min hverdag, hvor jeg ser andre menneskers fremmedgørelse over for mig.

Det, som jeg oftest oplever, når jeg færdes i byen, er til kulturelle arrangementer eller ved andre sociale sammenhænge er, at jeg får mange og nogle gange "skæve" blikke fra folk.


Eksempelvis fra forældre, som tysser på deres børn, da de har en umiddelbarhed til at pege på mig og spørge sine forældre om, "hvad fejler hun, siden hun sidder i en rullestol", eller "hvorfor savler hun?"


Hvorefter jeg hører forælderen sige til barnet; "du må ikke pege på damen" og "damen savler, ligesom da du var lille, og damen er syg".


Forælderen ser ofte forlegen ud alt imens, at denne tager barnet i hånden og begynder at trække af med det ned af gaden.


Jeg bliver betænkelig ved, at forældre i forlegenhed tysser på og trækker sine børn bort fra det fremmede og sammenligne f.eks. en spastiker med en baby over for deres børn, fordi vedkommende savler.


Ligeledes ser jeg, at det er misforstået, når forældre lærer børnene, at et menneske med et handicap er syg.


Hvilket vil medføre, at børnene - også når de bliver voksne automatisk anser handicappede som syge - og det vil give et forvrænget syn på mennesker med et handicap.


Jeg oplever desværre, at den holdning jeg observerer hos visse forældre også deles af de almindelige borgere og uddannede fagpersoner inden for sygehusvæsnet og ved de sociale myndigheder, der agerer på de ovennævnte måder. Ikke-handicappede mennesker ser mig ofte som en handicappet i en kørestol og ikke som et selvstændigt individ, der er intelligent og har tanker, følelser og holdninger til tilværelsen, ligesom ikke-handicappede mennesker har i vores samfund.

Jeg kan tydelig se en forskel i diskriminationen og fremmedgørelsen fra 1980'erne og til nutiden.


I 80’erne har det drejet sig mere om enkeltpersoner, der har givet udtryk for

afstandtagen over for mig og andre handicappede.

Aktuelt, har fremmedgørelsen karakter af politisk acceptabel fænomen, hvis rødder kan spores i de politiske vedtagende besparelser, som påvirker borgernes syn på handicappede ud fra et pengeøkonomisk rationale. 

I 80’erne er handicappede blevet italesat ud fra spørgsmålet; "hvordan kan de hjælpes"? - Det solidariske samfundsprincip. 


Nu bliver handicappede italesat ud fra; "hvad koster de for os skatteborgere"?

- Princippet i konkurrencesamfundet. 


De 2 samfundsprincipper har hver påvirket uddannelsen af de mennesker, som skal hjælpe de handicappede, enten med at opnå "livskvalitet" eller med simpel praktisk hjælp.

Min erfaring med handicaphjælperordningen er, at de handicaphjælpere, som har søgt ansættelse hos mig i 90erne, har haft en passioneret og solidarisk tilgang til arbejdet, og de har haft andre baggrunde end det social- og sundhedsfaglige område.


Nutiden byder på et præs fra politisk side, om at BPA-handicaphjælperne, som de handicappede selv ansætter, fremover skal være faguddannet (f.eks. SOSU) og instrueret via deres uddannelse i at være statens forlængede arm og bevidstgøre de handicappede i at nedtone deres "krævementalitet", som en form for Bourdieus DOXA på feltet.


Dette påvirker i sidste ende amindeligeborgeres syn på handicappede, avler fremmedgørelse og diskrimination.

Nutidens socialpolitik gør handicappede, som de "krævende", uden at de egentlig er "krævende", det hænger sammen med det politiske mantra "noget for noget".


Købmandsprincippet, noget for noget er en erstatning for, yde efter evne og nyde efter behov, for ikke at tale om "barmhjertighed" eller alting for ingenting.


Det gør således en forskel, om man som borger baserer sig på mistro til sine medmenneskers motiver og et ønske om, at det skal kunne betale sig for en selv at kunne hjælpe andre, eller om den usikkerhed der er forbundet med, at mennesker er uforudsigelige og man ikke altid kan få belønning som fortjent.

Slutligt kan det få alvorlige konsekvenser, at en diskurs kan blive årsagen, der danner det egentlige grundlag for bl.a. store hindringer for at den handicappede kan danne en familie.


En samlever/ægtefælle vil blive tvunget til at være "frivillig hjælper", et barn, hvis det bliver født, inden kommunens pålæg om "frivillig abort" vil blive tvangsfjernet eller tvangsadopteret, selv om der findes en Handicapkonvention, som påbyder ikke at tvangsfjerne børn pga. forældrenes handicap.










Ovenstående er en redigeret udgave af indlægget, som er skrevet d. 5. juli 2014.                           

                                                                                        Opdateret d. 5. december 2016.