EN STRØMLINET BPA?

Skrevet af: Anna Medone, Formidlingskunsulent.

EN STRØMLINET BPA?

HANDICAPHHJÆLPERORDNINGENS OPRINDELIGE INCITAMENT KONTRA DENS UD- ELLER AFVIKLING

”Verdens bedste hjælperordning” er opstået som en lokal praksis (særordning) i Århus kommune samtidigt med handicap-ungdomsoprøret og det samfundsmæssige opgør, som har ville gøre op med de store statslige særforsorgsinstitutioner i 1970’erne.

Dermed har borgere med vidtgående fysisk handicap fået en livsform så ”normal” som mulig, på egne præmisser, og det er blevet grobunden til udbredelsen af handicaphjælperordningen i Danmarks øvrige kommuner.

I begyndelsen har ordningen været brugerfokuseret, hvor det politiske udgangspunkt har været at arbejde sammen med brugerne for at finde en løsning, hvor den enkelte brugers individuelle hjælpebehov er blevet opfyldt via personens selvbestemmelse.

Med tiden har handicaphjælperordningen fået anerkendelse som et ordinært arbejde i offentligheden, på arbejdsmarkedet og på det politiske plan.

Det betyder, at handicaphjælperordningen, som er ændret til Borgerstyret Personlig Assistance (BPA-ordningen), har overlevet på trods af Folketingspolitikernes gennemgribende reformering og modernisering af ordningen, KL’s (Kommunernes Landsforening) øget ønske om kontrol, at BPA-området gøres styrbar og de faglige organisationers kamp for at få en overenskomst og faste rammer på området, således BPA-ordningen ligeledes kan følge EU-reglerne på det øvrige arbejdsmarked.

Som jeg ser det, har det desværre medført at ordet Personlig (som p’et står for i Borgerstyret Personlig Assistance) efterhånden har mistet dets betydning.

Disse faktorer har i de seneste årtier været med til at få BPA-ordningen til at blive betragtet som et reelt stykke arbejde, hvor hjemmepleje- og almindelige husførelsesopgaver er i højsæde, i stedet for at borgere med vidtgående fysisk/-og psykisk handicap kan modtage den hjælp, som de har brug for til at kunne have et så ”normalt” liv som muligt og på deres egne betingelser, som den oprindelige handicaphjælperordning (som en forsøgsordning) har været et incitament for.

At ligestille BPA-ordningen med hjemmeplejeopgaver, er en fuldstændig simplificering. Jeg ser, at det er de faglige organisationer som FOA (Forbundet af Offentligt Ansatte), der organiserer hjemmeplejere og andet plejepersonale på institutioner, som udøver sin indflydelse og magt på dette område også i kraft af en indgået overenskomst for handicaphjælpere.

REKRUTTERINGSLANDSSKABET HAR ÆNDRET SIG

Jeg må præcisere, at rekrutteringsfeltet for handicaphjælpere har ændret sig, siden det har været unge studerende uden faglige forudsætninger, der har taget arbejde som handicaphjælper, ofte motiveret af en ildsjæls-drøm om at være solidarisk med handicappede medborgere. Hvorimod aktuelt er rekrutteringslandskabet befolket af fagligt uddannede ansøgere (social- og sundhedshjælpere/-eller assistenter, pædagogiske assistenter o. lign.) med faste tilgange til hjælperopgaven og opfattelsesskabeloner om borgeres behov, sundhed, livsstil, der er tilladelige, som ligeledes er afspejlet i den gældende overenskomst - på trods af at overenskomsten også medfører nogle punkter i den rigtige retning - der er strømlinet til at passe ind i det øvrige arbejdsmarked. Som følge af, at fagområdet under BPA-området er blevet anerkendt på arbejdsmarkedet, er de ansatte opmærksomme på egne rettigheder, hvor BPA-brugerne nemt kommer i anden række og mærker, at de er til for handicaphjælperne og ikke omvendt, som hjælperordningen har været tiltænkt i begyndelsen.

UDMÅLING AF HJÆLP ER ET STANDARDISERET SYSTEM

De senere årtier har jeg set, at udmålingen af hjælp i en BPA-ordning er blevet et standardiseret system med fælles udgangspunkt for alle borgere, som jeg blandt andet kan begrunde ud fra KL’s økonomiske rationale. Det vil undre mig, at alle borgere har samme mål og drømme for livskvalitet, at personlig livsstil og hjem institutionaliseres, hvor der udelukkende bliver jongleret med at finde de mest styrbare og effektive/nødvendige (i KL’s optik) løsninger, i stedet for at vedligeholde BPA-ordningens fleksibilitet og individualitet. Således at hjælpen ydes efter den individuelle borgers hjælpebehov til at kunne leve sit liv på egne præmisser.

HÅNDSRÆKNINGSPRINSCIPPET

Der er flere kommuner, som vurderer, at visse såkaldte håndsrækninger ikke hører under handicaphjælpernes arbejdsopgaver at assistere borgerne med; f.eks. at hjælpe ved en fod-motionscykel, med begrundelsen at det er en træningssituation eller assistere praktisk i visse hobbysituationer, når det nødvendiggør håndsrækninger til udførelsen af disse, med begrundelse i at handicaphjælperne er ansat til personlig pleje og almindelig husførelse (efter Servicelovens § 83.) og ledsagelse udenfor hjemmet (efter Servicelovens § 97.).

Det betyder, at borgernes interesseområder afhænger af deres funktionsevne og færdigheder. Når borgerne derimod har hobbyer, som de brænder for, men har brug for assistance i denne situation, bliver det forment adgang.

Jeg vil gerne ”binde” en sløjfe til p’et i BPA. Det kan akkurat lige så godt stå for forkortelsen af Professionel i stedet for Personlig, da BPA-brugerne anses som og er arbejdsledere i 365 dage om året op til 24 timer i døgnet for professionelle ansatte/handicaphjælpere, hvor hjemmet bliver til en institution. Dette underkaster brugerne sig gerne, for at de kan fornemme en snert af et så ”normalt” liv som muligt med indflydelse og frihed på eget liv, som gerne skal være en basisramme, der oftest er en selvfølge for ikke-handicappet personer.

OPLYSNING OM OG EN FORSTÅELSE FOR, HVOR VÆSENTLIGT DET OPRINDELIGE INCITAMENT ER, VIL VÆRE ET SKRIDT MOD BEVARELSE AF BPA

På det vilkår, at BPA-ordning skal bevares i ånden af dens oprindelige incitament, hvor brugernes essentielle ret til en selvstyret handicaphjælperordning på egne præmisser, og at personernes individuelle former for at leve deres private liv på, skal anerkendes på samme niveau, som at handicaphjælperjobbet er et arbejde.

Udgangspunktet med BPA-området til stadighed skal være, at institutionsmodellen ikke skal flytte med ind og invadere borgerens hjem, livsførelse og færden, fordi alt ikke drejer sig om borgernes personlig hygiejne/pleje, husførelse (hjemmeplejeopgaver) og "nødvendig" ledsagelse. Imidlertid drejer hjælpen i en BPA-ordning sig ligeledes om, at den individuelle bruger får muligheden for at mestre at indgå i familieliv, rollen som forældre, samlever/ ægtefælle, med alt hvad det indebærer, fritidsliv og hobbyer etc., alt sammen aktiviteter som ikke kan rammes ind i en overenskomst.

Inden der kan ske en styrkelse og fremtidssikring af BPA-området for brugerne, er oplysning til den almene befolkning, fagfolk og beslutningstagere altafgørende, vedrørende hvad en individuel tilpasset BPA-ordning kan, for at borgere med funktionsnedsættelse har mulighed for at leve et selvstændigt, trygt og værdigt liv med potentiale for aktiv deltagelse i samfundet.

Formidlingen af budskabet skal leveres med entusiasme og seriøsitet, således modtagerne kan få en forståelse for, hvor væsentligt det oprindelige incitament er at opretholde – som er det brugerfokuseret i ordningen – for at BPA atter kan blive ”verdens bedste hjælperordning”.